Dialogic Education vs Collaborative Learning

Begreberne "dialogic education" og "collaborative learning" er superinteressante.

Den dialogiske del er interessant fordi den beskæftiger sig med den simple konstatering, at måden man afvikler en samtale eller dialog på, betyder enormt meget for sandsynligheden for et interessant udkomme. Det lyder måske banalt og hverdagsagtigt, men er det bestemt ikke. Jeg mener, alle kan jo blive enige om at vi skal tale pænt sammen, men hvad betyder det egentlig? Wegerifs tekst giver nogle simple tip for den fungerende (gruppe)samtale: Enhver skal være villig til at ændre mening om et givent emne, stille spørgsmålstegn ved egen holdning og spørge om hjælp når noget er uklart. Nemt at sige, svært at gøre. Forestil dig et øjeblik, at politikerne gad tage de simple regler med sig, når noget blev debatteret.

Collaborative learning er ligeledes interessant, fordi det siger noget om at man kan lære mere ved at lære sammen, end blot ved at sidde alene med bogen. Igen må man sige at det lyder banalt, og igen må man konstatere at det er det ikke. For hvordan gør man så? Hvordan arbejder man sammen om noget på en måde som ikke blot er at hakke opgaven op i mindre bidder og så gå hver til sit, mens man arbejder på sin egen del? Google docs er et skridt på vejen, og endda i så åbenlys en grad at Microsoft nu har proklameret at de kommer med deres egen version af en collaborative udgave af Officepakken. Tænk bare...