Niklas Luhmann - Erkendelse som konstruktion

Så har jeg læst Luhmann (Mads Hermansens antologi 'Fra læringens horisont', Niklas Luhmann: Erkendelse som konstruktion, s 163-182). Må nok erkende at det lever op til sit ry som vanskeligt tilgængeligt stof. Begreber som 'radikal konstruktivisme', 'autopoietisk' flyver rundt i luften og uden Wikipedia ved jeg ikke om jeg overhovedet ville være i stand til at få noget ud af teksten. Jeg skal nok læse teksten yderligere nogle gange for at få noget mere dybde med.

Nogle få kommentarer:

Luhmann siger at erkendelse består af operationerne iagttagen og beskriven, altså at man iagttager noget og derpå beskriver det man iagttog, hvilket fører frem til en erkendelse (s 167). Det forekommer mig at være en forholdsvis passiv måde at erkende (lære?) nye ting på, at man blot iagttager for derpå at beskrive. Det er i hvertfald ikke sådan man lærer at cykle. Måske taler Luhmann om mere overordnede erkendelser?

Forholdet mellem erkendelse og læring fremgår ikke tydeligt af teksten - muligvis fordi han betragter de to størrelser som een og samme sag eller alternativt fordi teksten simpelthen kun forholder sig til erkendelse.

Luhmann beskæftiger sig med tre størrelser i teksten: Omverdenen, systemet og iagtageren (s 167-169). Systemet er den del af omverdenen, som iagtageren iagttager og som han skelner fra omverdenen gennem sin erkendelse. Jeg læser det sådan at fordi iagttageren f.eks. erkender at de ansatte i en butik kan skelnes (af ham selv) fra resten af verden, kan han iagttage dem og beskrive dem uafhængigt af resten af verden, som blot 'er der'.

Når det kommer til sproget, siger Luhmann at sproget ikke er en del af systemet, men blot et medium, som stiller sig til rådighed for systemet (s 180-181). "Sproget ... leverer den strukturelle kobling mellem bevisthed og kommunikation." I mine ører gør det sproget til en passiv brik, som ikke påvirker iagttagerens erkendelse, hvilket ikke stemmer overens med mine egne observationer.